Digteren H.V. Kaalund (1818-85)

Kaalund uddannede sig til billedhugger og maler, men blev kendt som digter. Da han som 20-årig blev syg, flyttede han med sin mor til Bagsværd, hvor den friske luft skulle hjælpe ham med at genvinde sine kræfter.
Kaalund var inspireret af romantikkens tanker om naturen og blev inspireret af landskabet omkring Furesøen og Farum Sø. Det førte til, at han 4 år i træk bosatte sig i Farum hele sommeren, hvor han fandt et andet hjem hos pastor Aagaard.

Kaalund beskrev Farum i et digt, Farumsangen. Første, syvende og sidste strofe lyder således:

”Her i Farum skovomkranset Eden
Ved den stille Sø,
Vil jeg sætte mig paa Blomsterbredden ved en stak af Hø,
Og af Hyld en Hyrdefløjte skjære
Med idyllisk Klang;
Skov og Sø og Himlens Pragt skal være
Noder til min Sang.

Over Kæmpegraven Freden throner
Med sin Axekrans,
Medens Farums Kirkeklokke toner
Sødt i Aftnens Glans.
Ingen blodig Norne længer vejer
Liv og Dødens Gru;
Dér hvor Sværdet hvined, Leen mejer
Engens Kløver nu.

O, hvi kan jeg ej som Fuglen bygge,
Fri for smaalig Tvang,
Her i disse stille Skoves skygge
Med min glade Sang!
Skjønne Farum! Fra din Blomstervrimmel
Kalder Staden mig.
Naar jeg drømmer mig en jordisk Himmel,
Skal den ligne Dig!

Kaalund blev siden kendt for sine dyrefabler, som J. Th. Lundbye lavede tegninger til. Dyrefablerne var i mange år en del af læsepensum for mindre børn. Hvem har ikke læst ”Den dræbte and” og følt med den stakkels lille ælling, når man nåede sidste linje ”O, har Du en Moder, da skjøn derpaa”!

Udarbejdet på grundlag af Furesøhistorien, Værløse Historiske Forening, 2014.

Signe Thomsen, april 2017