Gretteshøj – Jættestue fra tidlig bondestenalder

Historien i hovedtræk:

De ældste tider: For 10.000 år siden kom stenalderens tidlige jægere og fiskere op til Farum Sø langs Mølleåen, hvor istidens tunneldale skar sig tværs gennem Nordsjællands moræneflade. Senere udgjorde disse vandfyldte tunneldale en hindring for landtrafikken, så hovedvejsstrøget sydfra til Helsingør opstod inde langs vandskellet midt gennem Nordsjælland.

Farums opståen: Ved den østlige gren af dette hovedvejsstrøg lå Farum – et navn, som på oldnordisk betød “pladsen ved passagen” i den brede betydning vejspor, overfart eller overgang. I Ryget Skov ved vestenden af Farum Sø ses stadig 12 nedkørsler til et sådant overgangssted. De senere års udgravninger har afsløret en række spor af beboelse langs dette formodede vejforløb ved Kong Volmers Vej (stenalder) og højderyggen øst om Rørmosen mod Korsbjerg (bronce- og jernalder). I Værløse har man fundet jernalderens og vikingetidens bopladser ved samme vejspor syd for Ryget.

Font

Kirkens døbefont fra ærkebispens værksted 1190-1210.

Bispegods: Senest i den tidlige middelalder har Farum landsby ligget ved kirken (opført ca. 1130-50). Hovedgården, som har kunnet kontrollere trafikken ved overgangsstederne, blev første gang nævnt i 1370 i Roskildebispens Jordebog. Mens Hvide-slægten dominerede godserne syd- og vestpå, stod Roskildebispen for hele vandmølledriften fra Farumgård til Strandmøllen. Sognets andre byer lå antageligt som i dag i Stavnsholt og Bregnerød, hvorimod den lille Bothelstorp i Farum Lillevang senere forsvandt.

Landsby: Mølledæmningerne hævede i 1300-tallet søernes vandstand, så det vestlige overgangssted forsvandt og blev erstattet af en bedre passage ved den nye vandmølle ved Fiskebæk (Frederiksborgvej). Derimod hensygnede hele det gamle hovedvejsstrøg langs vandskellet, da Sjællands centrum flyttede fra Ringsted / Roskilde til København. Det blev en relativt uforstyrret tilværelse for bønderne på egnen vest for kongernes store jagtskove – kun afbrudt af brande, hoveri og svenskernes hærgen i 1660. Farums gårde blev efter reformationen i 1536 kongsgods og var blandt de første steder, hvor bønderne i 1762 fik arvefæsteskøde ved bondefrigørelsen. Farumgårds jord var blevet reduceret og kongen solgte den som lystgård til kongelige embedsmænd. Farum og Værløse sogne var så små, at de ofte måtte være fælles om præsten. Farums ældre historie handler derfor om det daglige liv i landsbyen og på hovedgården.

Fra idyl til stationsby: Den fredelige og naturskønne egn, hvor alting hvilede i sig selv, tiltrak i stedet mange kunstnere i 1800-tallet. Senere holdt gartnerierne deres indtog på den frugtbare jord, hvor trevangsbruget 1775-1802 var blevet “udskiftet” til den stjerneform, som i dag ses i byplanen. Da Slangerupbanen blev åbnet i 1906 – finansieret af turisme og de store kalk- og grusforekomster i morænen vest for Farum – blev Farum en stationsby.

Fiskebæks fire broer

Ekspansion til forstad: Fra 1900 til 1950 fordobledes indbygger-antallet, men udviklingen accelererede med en seksdobling fra 1950 til 1980. 1971-77 fik Farum både motorvej, S-tog, Midtpunkt og Bytorv. Byens centrum flyttede videre mod øst til station og motorvej, hvorved de 2 store landsbyer voksede sammen til en enhed – som nutidens hovedveje og S-banen gjorde til en del af hovedstaden. Ikke uventet resulterede ekspansionen i vokseværk – omend graden var uforudsigelig.

Den nye Furesø Kommune forenede de to gamle naboer ved vejen på tværs af istidens barriere. Navnet symboliserer, at ådalen og dens søer nu i stedet fungerer som et smukt fælles åndehul, der sammen med de omliggende marker og skove gør området til et attraktivt levested for det moderne menneske – et sted, hvor rødderne stadig kan spores i det kulturhistoriske landskab og i de gamle velbevarede landsbyer.

Kilder: FuresøHistorien – Farum, Historie, udvikling og miljø

'