Litteraturkritikeren Georg Brandes (1842-1927)

Georg Brandes blev som 10-årig sendt til Farum i sommerferien på rekreation. Hans forældre, der tilhørte det københavnske borgerskab, havde forbindelse med skolelærer Leth, hvor Georg skulle bo under sit ophold.
”Hvor Farum ligger ved jeg ikke, men lige meget, det er en ny Verden. Hidtil har jeg, som er et Stadbarn, af Land kun set min Ammes Hus og Jord ude ved Glostrup…men dette, som forestaar er en Landsby, en Skolebygning, en Herregaard, kort sagt Eventyret i den store Stil….Endelig var jeg der. Paa en høj bred Bakke- høj og bred, som den syntes mig da – knejsede den mægtige Skolebygning, et lille Kristiansborg, med Beboelseslejlighed tilhøjre og Skolerum tilvenstre. Og Skolelæreren, Hr. Leth, traadte venligt smilende ud med en Pibe i Haanden”.
Georg Brandes’ legekammerater blev to piger, Henriette og Nina Krause, der var på besøg på Farumgård. Landsbyens piger og drenge var ikke noget selskab for københavnerdrengen.
Georg Brandes beretter om sine dage i Farum: ”Jeg ser dejlige, kornrige Marker, langs hvilke vi legede;…
Så blev vi bedt på Herregaarden, stor og statelig, som den var, et sandt Slot. Der boede den gamle overmaade smukke hvidhårede Kammerherre, Generalen, der jævnligt spiste ved Frederik VII´s Taffel og ufravigeligt bragte os Børn Godter fra Desserten, dejlige store Brystsukker i Papirer med brogede Billeder udenpaa af elskende Par i Hyrdestil og Knalderter med lange Papirfrynser”. Georg Brandes fik hermed kontakt til Kammerherre J.H. Fensmarks søn og skrev:” sejlede med ham og mange andre Drenge og unge Piger på den skønne Farum Sø, og jeg følte mig hver Dag mere som en hel Karl”.

Georg Brandes havde knap så festlige minder om majtræet: ”Derimod spurgte hun (Henriette) mig, om jeg ville møde hende samme Aften under det gamle Majtræ. Da vi mødtes der, havde hun to lange Remme med og spurgte straks lidt spotsk og tørt, om jeg havde Mod til at lade mig binde. Mit Svar lød selvfølgelig bekræftende, hvorpå hun meget omhyggeligt og omstændeligt sammensnørede mine Hænder med det ene Reb. Om jeg kunne bevæge Armene? Nej. Derpå svang hun med ivrig hast den anden Rem og lod den falde over mine Rygstykker. Atter og atter. Atter og atter. Min første fine Trøje blev en banket Trøje. Hun nød det højligt at øve sin Magt. Jeg ville selvfølgelig i min Drengeære hverken skrige højt eller beklage mig; jeg betragtede hende kun med den dybeste forundring. Hun gav ingen Forklaring, løste mine Hænder; vi gik hver sin Vej, og jeg undgik hende hele resten af mit Ophold. Saaledes lærte jeg for første gang kvindelig Træskhed at kende. To Aar efter, da jeg havde min første Skoledrenge-Kærlighed til en elleveårig Pige, affærdigede denne mig på et Børnebal med den hånlige Bemærkning: ”Nå, det er dig, som lod dig prygle af Henriette Krause under Majtræet i Farum”! Det var min første virkelige Erfaring om Kvindenatur”.
Georg Brandes’ senere forhold til kvinder tyder dog ikke på, at han tog varig skade.
Udarbejdet på grundlag af Georg Brandes: Farum, 1897. Samlede skrifter, XI, 1902
Skrevet af Signe Thomsen, april 2017.