Farum – Farum Lokalhistoriske Forening

Farum – den største og vigtigste af sognets landsbyer

Farum Landsby kom til at give navn til hele sognet. Navnet Farum betyder sandsynligvis ”Stedet ved vejen” og henviser til den første boplads, der opstod ca. 500 e.v.t. ved vadestedet i den vestlige del af Farum Sø, hvor oldtidsvejen (Kong Volmers Vej) forbandt området syd for Farum Sø med Nordsjælland.

Omkring år 1000 samledes gårdene i 4 landsbyer. Den vigtigste og største blev Farum Landsby, hvor kirken og Farumgård blev bygget. Den nuværende kirke er fra første halvdel af 1100-tallet og den nuværende Farumgård fra 1705.

Farum Sogn var ejet af Roskilde bispen og vores første skriftlige viden om området er Jordebogen fra 1370. Ifølge den var der hele 42 små fæstegårde i landsbyen, men hvordan de var placeret vides ikke. Vi ved dog, at Farum tidligt har været forbundet med Slangerup Købstad, som i 1248 blev tingsted for Lynge Herred, hvortil også Farum og Birkerød hørte. Landevejen fra Slangerup til Birkerød løb således gennem Farum, som ud for kirken og Farumgård gjordes bredere, så der kunne dannes en plads (forten), hvor landsbyens bønder kunne mødes ved majtræet, det gamle lindetræ plantet i 1734 til bystævne.

Landsbyens bygninger lå langs den del af Farum Hovedgade, der er slynget og på sine steder meget smal—fra Sejlgården i vest til Nordtoftegård i øst. Dette svarer til det udskiftningskort, der kendes fra 1775, hvor der blot var 19 gårde samt småhuse.

Rekonstruktion af Farum på grundlag af udskiftningskortene fra 1775. Forten var en grøn plads midt i byen, som blev bygget til med huse i 1700-tallet. Indtil 1877 lå landsbyens gadekær ved ”Hjørnet”, hvilket stadig kan ses, da vejen bliver bredere her.

Ved reformationen i 1536 overtog kongen Farum Sogn og bønderne blev hermed kongelige fæstebønder og sognet blev et kongeligt rytterdistrikt. Det indebar bl.a., at der i Farum Landsby blev bygget en rytterskole for alle sognets børn i 1726. Den blev først nedlagt som skole i 1924.

I 1767 fik bønderne i Farum et arvefæstebrev, hvilket i realiteten betød, at de kunne blive selvejerbønder, hvis de kunne blev enige om, hvorledes den fælles jord skulle udskiftes.

I Farum gik det helt i hårdknude. Først i 1802 nåede man til enighed. Løsningen blev, at gårdene syd for Hovedgaden, Paltholmgård, Bybækgård og Gedevasegård flyttede væk fra landsbyen og ud på markerne. Farumgård kunne derefter få samlet al sin jord syd for Hovedgaden. I Farum Landsby boede der mange jordløse husmænd og ved udskiftningen mistede de muligheden for at have dyr på græs på det fælles overdrev. For at bøde på det oprettedes der i det vestlige Farum i Mølleåsdalen en række husmandsbrug. Mange af disse blev omdannet til gartnerier i starten af 1900-tallet.

I 1803 stiftedes fattigkommissionen under præstens formandskab, da ansvaret for sognets fattige og syge skulle klares af sognets beboere. I 1835 blev boligen på Søvej 5 indrettet til fattiggård. Den fungerede som sådan til 1880. Fattiggården. I 1868 oprettedes et asyl, der skulle sikre pasning af fattige kvinders børn i dagtimerne. Det fik i 1898 sin egen bygning på P.E.Rasmussensvej 3 og blev i 1947 overtaget af kommunen og fungerer stadig som børneinstitution. Farum Landsby fik således udover Rytterskolen to andre offentlige institutioner tæt placeret ved kirken og Farumgård. I 1857 blev der indrettet en privat skole ”Farum Højere Bondeskole” på Farum Hovedgade 64 – kendt som det ”Det Runde Hjørne”.

Det gamle Farum er velbevaret, da udbygningen til stationsby og senere forstad heldigvis skete uden for den gamle landsby. I den oprindelige landsby Farum ligger middelalderkirken fra første halvdel af 1100-tallet og Farumgård, hvis nuværende bygning er fra 1705. Ved landsbyforten, der er omgivet af gamle land- og arbejderboliger, finder man Rytterskolen fra 1726, Asylet fra 1896 og ikke langt derfra den gamle fattiggård ”Sølyst” fra 1835. Desuden eksister kroen fra 1867 også.

Farum Stationsby

Efter Næringslovens vedtagelse i 1857 opstod der i de følgende år nye håndværkserhverv, og flere butikker så dagens lys. Alle disse butikker lå i Farum Landsby og i dag kan man godt finde spor af disse. Kigger man efter vil man kunne se, at nr. 79 er en gammel forretning, bygget i 1885. Nær Forten blev der i 1885 bygget et apotek, nr. 71, som flyttede til Farum Bytorv i 1994. På den anden side af vejen nr. 80A lå der fra 1874 til 1960 en købmand.

Befolkningen i Farum Landsby havde således flere erhvervsgrupper, der adskilte sig fra de øvrige landsbyers indbyggere i 1900. Byens ledende var udover ejeren af Farumgård og andre storbønder en gruppe fra borgerskabet repræsenteret af præsten, lærerne, apotekeren og lægen. Gruppen af håndværkere og handelsfolk var desuden vokset og Landsbyen Farum var således allerede ved at ændre sig langsom til en by inden jernbanens komme i 1906.

Ejeren af Farumgård, Einar Sehested, opgav i slutningen af 1800-tallet at drive gården videre som landbrug. Han mente, at fremtiden var turisme og nye indbyggere til området. I første omgang byggede han Fiskebæk Hotel i 1897 ved Farum Sø, Ideen hertil opstod, da der i 1894 kom bådfart fra Lyngby Sø til Furesøen og Farum Sø. Turismen alene kunne ikke gøre det, så i 1906 dannedes A/S Farumgård, der skulle stå for udstykningen af 230 parceller på Farumgårds jord. Einar Sejhested beholdt blot 15 tdr. land og lod avlsbygningerne rive ned. Samme år kom Slangerupbanen til Farum , hvilket betød, at den begyndende byudvikling til yderlig fart i Farum landsby, hvor der opstod bebyggelse langs den gamle landevej fra Farum Landsby til stationen og lidt øst for denne. Stationsbyen var hermed skabt.

Farumgårds Ejerlav blev som beskrevet udstykket til parceller i 1906, der dog først for alvor blev solgt og bebygget i i 1960’erne og 70’erne. De nye bygninger lå primært langs Hovedgaden, der nu fik endelig karakter af en ”Bygade”, hvilket stadig kan ses, da arkitekturen på denne del af Hovedgaden adskiller sig fra landsbyens lave bebyggelser.

I 1912 opførtes tæt på stationen ”Farum Mellem-og Realskole”, som var den tidligere ”Farum Højere Bondeskole” et skifte, der tydeligt signalerede, at bondestanden ikke længere var den vigtigste. Lidt derfra på Frederiksborgvej kunne man i 1924 indvie kommuneskolen, der afløste den gamle Rytterskole fra 1726 og Stavnsholt Skole. Bygningen kom til at rumme et kommunekontor, der senere blev udbygget til et egentlig rådhus. Desuden indrettedes et bibliotek i bygningen samt en teknisk skole. Byens centrum var således flyttet mod øst og lå nu midt imellem de tre landsbyer.

Jernbanen fik også stor betydning for turismen, der havde sin storhedstid i mellemkrigstiden, hvor ikke blot Fiskebækhotel, Jernbanehotellet og den gamle Kro kunne tiltrække turister, men fra 1934 blev Furesøbad med restaurant og fine badefaciliteter det helt store trækplaster.

Farum en forstad til København

I 1960’erne kom der for alvor fart i udviklingen. Gårdene solgte deres jord til byggeri af parcelhuse til de mange københavnere, der ønskede at flytte nordpå. De tre gårde, der efter udskiftningen var flyttet ud i den østlige del af Farum Landsby: Paltholm, Bybæk og Nygård solgte deres jord til kommunen. På deres jorde opstod efter mange og lange diskussioner Farum Kommunes nye centrum, da Kommunen planlagde et stort byggeri sammen med boligselsskabet KAB, Farum Midtpunkt, der var klar til i med indflytning i perioden 1972-75. Syd for Farum Midtpunkt byggedes Farum Bytorv i 1977, der blev det nye indkøbscenter for hele kommunen. At det blev placeret her skyldtes, at man ønskede at Bytorvet skulle placeres tæt på den nye motorvej, der åbnedes i perioden 1974. Således kom vejføringen endnu engang til at få betydning for centrum. Der byggedes også en kirke Stavnsholtkirken i 1981 og Farum private Mellem og Realskole blev slået sammen med Marie Kruses Skole, der i 1972 flyttede fra Frederiksberg til Farum – nu kunne kommunens unge få mulighed for at tage en studentereksamen.

Således blev den østligste del af Farum snart bebygget og smeltede i 1970’erne sammen med Stavnsholts nye villakvarterer, således at grænsen mellem de to tidligere landsbyer blev udslettet.

De nye boligområder opstod på de tidligere gårdes marker, således at tidligere bygninger i såvel landsby som stationsby kunne bevares. Vandringen mellem de to kirker i sognet er således en vandring , hvor man på sin vej kan følge 800 års historie.

Artiklen har sine oplysninger fra:

Morten Bjørn m.fl., Farum, Kroghs Forlag 1998.

Gudrun Lund Meyer, Farums Veje, Farums Arkiver og Museer, 1998.

FuresøHistorien b, 2, VHF, 2014.