skip to Main Content
Næste arrangement: Aktive Farum-spejdere gennem 70 år. - 23. januar 2020 kl. 19:30 - 22:00
Kirsten Pedersdatter (1670-1747) Og Hendes Sønnesøn Lars Nielsen (1742-1817)

Kirsten Pedersdatter (1670-1747) og hendes sønnesøn Lars Nielsen (1742-1817)

Historien om Kirsten Pedersdatter og hendes sønnesøn Lars Nielsen er historien om landboreformernes betydning for bondestanden.
Kirsten Pedersen blev i 1694 gift med Niels Clemmensen, der var fæstebonde på Akaciegården. Han døde ved en ulykke i 1702, og Kirsten blev alene med deres 3 børn. Da Farum var et kongeligt rytterdistrikt, var det den kongelige regimentsskriver, der kunne beslutte, hvem der skulle overtage gården. Af skifteprotokollen kan man se, at Akaciegården var en veldrevet gård med bl.a. mange heste.
For at blive på gården, måtte Kirsten finde sig en ny ægtemand, og i amtsforvalterens protokol fremgår det, at: ”Ole Pedersen født i Lille Værløse fæster Niels Clemmensens Gaard, som han fradøde, ægter Enken, Indfæstning 6 rdl. ” De følgende år fødte Kirsten endnu 3 børn. Endnu en gang skulle hun blive enke, da Ole døde i 1710. Af skifteprotokollen kan man se, at gårdens aktiver var svundet ind. Akaciegården hørte ikke længere til blandt de mest veldrevne gårde i sognet. Der var således en gæld på 179 rdl., som Kirsten skulle betale, hvis hun forlod gården.

Hun havde ikke pengene og heller ikke mulighed for at klare sig med 6 mindreårige børn. Endnu en gang blev løsningen, at hun måtte gifte sig med den nye fæster, en søn fra en af nabogårdene, Anders Rasmussen, som var 15 år yngre end hende. Dette ægteskab varede i 20 år, og ved hans død i 1730 regnede Kirsten med, at hendes ældste søn Peder kunne blive fæster på gården. Så let gik det ikke, da Peder blev indkaldt til soldatertjenesten, som i værste fald kunne vare 6 år. Kirsten, der nu var 60 år, skulle indstille sig på ægteskab nr. 4, hvis hun ville blive på Akaciegården. For at undgå dette lavede hun i al hemmelighed en aftale med sin fætter Laurits Petersen, der henvendte sig til regimentsskriveren og søgte fæstet. Når Peter var færdig med sin soldatertjeneste, skulle han søge om at overtage fæstet. Kirsten kunne blive boende på gården med sine børn. Planen lykkedes, og i 1734 kunne Kirsten endelig opleve, at hendes søn fik fæsteretten til Akaciegården. Nu burde alt have været fryd og gammen, men Peter var ikke så dygtig som sin far, og desuden var der en landbrugskrise i 1730’erne. I 1743 kom ridefogeden og satte ham ud, da han ikke havde betalt landgilde (skat). Akaciegården fik en ny fæster, og Kirsten måtte flytte. Heldigvis kunne hun flytte til nabogården, Sejlgården, som en af hendes sønner, Niels Olsen, havde fæstet.

 Kirsten Pedersdatters historie er historien om fæstebønderne, der var afhængig af regimentsskriverens beslutning angående, hvem der kunne fæste en gård – og hvem der kunne miste retten til at være fæster. Historien om kvindernes afhængighed af en ægtemand. Langt bedre stillet blev mange af hendes børnebørn, da de fik arvefæstebrev i 1767 på deres gård, hvor kongen hermed i princippet gav dem samme rettigheder som selvejerne.

Lars Nielsen, søn af Niels Olsen, var 1 år gammel, da hans farmor flyttede ind på Sejlgården. Da han var 12 år døde hans far. Hans bror, Ole Nielsen, fæstede Sejlgården, og hans mor giftede sig med fæstebonden på Brudegården, der var bror til hendes svigerdatter, så relationerne mellem Brudegården og Sejlgården var tætte. Som 14-årig kom han i tjeneste hos sin søster og svoger, Peder Mathiasen på Hvilebækgård i Stavnsholt, og siden tjente han nogle år hjemme hos sin bror på Sejlgården. Da morens ægtemand døde i 1763, hjalp han en periode sin mor og kunne siden overtage gården efter arvefæstets indførelse. Ikke blot Lars Nielsen, men alle hans søskende fik glæde af selvejet, da alle drengene blev selvejere, og pigerne gift med selvejerbønder.
Lars Nielsen fik 10 børn, hvoraf de 8 blev voksne og alle gift med gårdmænd eller gårdmandsenker, heraf de 5 i Farum Sogn. Når Lars Nielsen og hans slægt klarede sig godt, skyldtes det, at de i høj grad forstod at bruge de muligheder, som selvejet og udskiftningen af jorden gav dem. De skulle nu ikke længere mødes ved majtræet og aftale driften, men kunne selv beslutte. Der var ej heller en regimentsskriver, der skulle bestemme, hvem der måtte fæste gården. Selvejet var ikke blot muligheder, men også risici, da kronen ikke længere hjalp bonden i nød, hvilket krævede en mentalitetsændring hos den enkelte bonde. Lars Nielsen havde forstået dette, da han tegnede en brandforsikring i 1773 – en udgift på 20 rd., som mange bønder kviede sig ved at betale. Lysten til at forbedre sin gård så også kommende slægter kunne nyde godt heraf førte til, at Lars Nielsen byggede en ny stuelænge i 1779, få år efter arvefæstets indførelse. Nu kunne det betale sig at investere i gården, så kommende slægter kunne få glæde af det.

Lars Nielsen har beskrevet sin drift af gården i en dagbog, hvoraf det tydeligt fremgår, at han var en driftig bonde, der kendte sin jord godt og vidste, hvad der skulle dyrkes. Han var også en god handelsmand, der glædede sig over de gode handler, han kunne gøre på markedet i København – især hans kirsebær gav hvert år store indtægter. Lars Nielsen blev udnævnt som sognefoged i 1774, da han blev regnet for at være en af de ”skikkeligste, redeligste og mest kyndige mænd blandt sognets almue”. Jobbet som sognefoged og senere taksationsmand gav ham stor indflydelse på udviklingen i området.

Kirsten Pedersdatter ville have glædet sig, hvis hun havde vidst, hvilke forandringer arvefæstet og udskiftningen af jorden fik for hendes efterkommere. Slægten blev et bondedynasti, som kom til at præge Farums historie de næste 150 år, hvor efterkommere ved giftemål og arv fortsat sad på en stor del af sognets gårde, hvilket gav dem adgang til den politiske magt i lokalsamfundet. Således overtog sønnen Rasmus Larsen ikke blot Brudegården, men også sognefogedembedet. Han blev også valgt ind i det første sogneforstanderskab i 1842, hvor også to af Lars Nielsens børnebørn blev indvalgt. Den ene var Rasmus Nielsens søn, hvilket betød, at han måtte trække sig, da far og søn ikke begge måtte sidde i sogneforstanderskabet. Lars Nielsens tipoldebarn, Karl Larsen, fik som den sidste af slægten stor politisk indflydelse på stationsbyens udvikling.

Signe Thomsen, april 2017.

Back To Top