Perioden 1963-2002 blev en periode præget af den store tilflytning af nye indbyggere, hvilket politikerne skulle forholde sig til. Indbyggertallet steg fra 6000 til 19000 og området skiftede karakter fra landsby/stationsby til forstadskommune. Ændringerne i samfundet betød, at der stilledes mange nye krav til kommunerne, og den offentlige service fik stor betydning for borgernes hverdag og dermed deres forventninger til politikerne. 

Hvem var så de borgmestre, der skulle løse disse opgaver – og hvordan gjorde de det?

Mogens Bechgård fra Borgerlisten var borgmester 1963-66.

Under Mogens Bechgård fik Farum en dispositionsplan 1966, der blev grundlaget for de næste årtiers udvikling. Med planen sigtede man på, at byen, når den var fuldt udbygget skulle rumme 26.000 indbyggere.  Vejføringen i den vestlige del af byen er bestemt af de gamle markskel, da mange af gårdene på dette tidspunkt var nedlagt, og jorden solgt til parcelhusbyggeri. Motorvejen var under planlægning og medtænkt i planen. Øst for motorvejen ud til Stavnsholt Landsby planlagde man nybyggeri. Kommunen havde købt Paltholmgård, Bybækgård i 1963 (nedlagt 1966)  og Nygård i 1966 (nedlagt 1966) og følgende gårdes jorde  i Stavnsholt i 1964: Ellegården, Vejgården og Solhøjgård.

At kommunen valgte at købe jorden og dermed få ansvaret for den kommende udbygning skyldtes dårlige erfaringer fra Farum Vest, hvor det var private, der havde stået for køb og udbygning, hvilket havde ført til problemer på Acaciegårdens jord. Jorden lå dog på dette tidspunkt udenfor byzonen, hvilket betød, at man ikke kunne påbegynde byggeri her. Til trods for det udbød et byggeselskab 168 byggeanparter, hvoraf de 100 blev solgt.  Miljøministeriet ville ikke anerkende dette.  Først i 2010 blev sagen afsluttet, efter, at jorden var blevet fredet. Andelshavernes krav om en erstatning på 38 mil. kroner blev ikke anerkendt, det blev blot 63000, da ejerne ikke kunne have en berettiget forventning om et byggeri i en landzone. Det burde kommunen nok have advaret om, hvilket ikke skete – tværtimod var området indtegnet på dispositionsplanen med boliger (området vest for stregen). Da et byggekonsortium forsøgte at sælge jorden fra Lillevangsgård på samme måde, greb kommunen ind, da man havde set hvor galt det gik, når gældende lovgivning ikke blev fulgt.  Kommunen købte jorden og solgte den senere videre til en privat.

Et af tidens store politisk spørgsmål var anlæggelsen af et nyt bycenter, da den gamle Hovedgade ikke var tidssvarende. Der var mange forskellige planer – nogle ønskede et bycenter i Hovedgaden, der hvor Fredtofteparken ligger i dag, andre mente, at stationsområdet måtte være det helt rigtige og endelig var der en 3. gruppe, der mente, at centret skulle ligge ved den kommende motorvej. Mogens Bechgård, der hørte til den sidste gruppe, indkaldte til et borgermøde på Williams Hotel, hvor de mange fremmødte klart støttede forslaget om et bycenter ved motorvejen. Med dette forslag kunne man undgå at skulle rive mange gamle huse ned og kunne desuden sikre gode parkeringsmuligheder, hvilket ville knibe alvorligt med de to andre forslag.

 

Haakon Vitting Andersen fra Venstre var borgmester 1970-74.

Haakon Vitting Andersen overtog borgmesterposten fra den konservative Sven Schmidt.

Hvor Mogens Bechgårds periode var planlægningsperioden, blev det under Haakon Vitting Andersen tiden til at realisere de mange planer.

Kommunen havde solgt en stor grund til KAB øst for Frederiksborgvej og her blev Farum Midtpunkt bygget i perioden 1972-75. De borgerlig politikere havde regnet med, at de store lejligheder med store terrasser ville appellere til ældre borgerlige, men her havde de taget grueligt fejl. De nye indbyggere var primært unge familier, der politisk lå til venstre for midten. Da Farum Midtpunkt kunne rumme ca. 5000 indbyggere kom de til at udgøre en stor procentdel af befolkningen og fik på flere måder stor betydning for Farums udvikling politisk, kulturelt og økonomisk. Senere kom der mange personer med anden etnisk herkomst til Farum Midtpunkt – en gruppe borgere, der også adskilte sig fra de tidligere.

I 1973 kunne man endelig gå i gang med det meget omdiskuterede bycenter, der skulle bygges ved motorvejen og lige syd for Farum Midtpunkt. Entreprisen gik til Dansk Totalentreprise, der skulle bygge et bycenter på 30.000 kvm med parkering i kælderen og administrationsbygning. Pris 18,5 mill. Projektet blev beskrevet i en byplanvedtægt fra 1973, men man glemte at lægge den frem for borgerne, som loven tilsagde. Denne procedurefejl fik modstanderne af projektet, hvoraf de fleste var fra Farum Midtpunkt til at klage til boligministeriet, og da den endelige byggetilladelse ikke var underskrevet, blev igangsætningen udskudt til efter valget i april 1974. Første spadestik var dog taget d. 28. februar 1974 og DT gået i gang med kloakering o.l. selv om, byggetilladelsen ikke var underskrevet. Politikken skrev d.13. marts 1974: ”Farum Bycenter bygges uden byggetilladelse”.

Haakon Vitting Andersen tager det første spadestik februar 1974.

Det nyvalgte byråd med en ny borgmester udskrev derfor en folkeafstemning, som blev afholdt d. 7. maj 1974. Resultatet var: 71,8% imod, 28,2 % for. Dansk Totalentreprise kom med et erstatningskrav på 16,6 Mill. kr., der endte med at blive til 3,6 Mill., hvilket dog også var en sum penge. Endnu en borgmester måtte sande, at loven skal holdes.

I samme periode blev motorvejen anlagt og første del af østbyen begyndte at tage form med byggeriet af Stavnsholtskolen og Marie Kruses Skole, hvormed byen fik et gymnasium. På nabogrunden lagde Vitting Andersen grundstenen til Stavnsholt Kirke, der stod færdig i 1981. 

Gøsta Gustavsen var borgmester fra Socialdemokratiet 1974-85.

Som resultat af den store nye vælgergruppe fra Farum Midtpunkt og kampen   om Bytorvet kom der 2 nye partier ind i byrådet: SF og Miljølisten, hvilket betød, at der for første gang blev udpeget en socialdemokratisk borgmester. I den borgerlige gruppe, kom der også et nyt parti, nemlig Fremskridtspartiet med et enkelt mandat.

Gøsta Gustavsens borgmesterperiode blev præget af den store udbygning af kommunale institutioner, som den store tilflytning til kommunen krævede. Udbygningen skete især i Farum Midt og Farum Øst, hvor der kom to nye skoler, Bybækskolen i 1975 og Stenvadskolen i 1982. Behovet for børneinstitutioner var stort og det skulle gå hurtigt, da de mange nye indbyggere i Farum Midtpunkt ikke som forventet var ældre men yngre familier med børn. En del kunne klares ved at inddrage Stavnsholts gårde, hvis jorde var solgt fra.

Solhøjgårds stuehus var i 1969 blevet til et fritidshjem og i 1982 blev skolelandbruget oprettet på den omkringliggende jord. Senere, under Peter Brixtofte indrettedes Farum Vejgård i 1998 til børneinstitution og Furesøgård til fritidshjem i 1999. Herved sikrede man ikke blot gode faciliteter for børnene, men lykkedes med at bevare Stavnsholt Landsby, hvilket vi i dag kan være glade for.

.

I 1977 skete der flere afgørende indvielser. Det meget omtalte Bytorv kunne endelig indvies og samme år fik den vestlige del af byen sit indkøbscenter, Acacietorvet. Bytorvet blev med sin placering mellem de tre oprindelige landsbyer det helt naturlige centrum for byen og lå mellem de gamle kulturmiljøer Farum og Stavnsholt, hvilket medførte at Farum og Stavnsholt snart voksede sammen til en enhed. Bregnerød blev desværre mere isoleret pga. motorvejen og den nye amtsvej. Samme år indviede Værløse deres bymidte i Lille Værløse på det område, hvor den tidligere landsby Lille Værløse havde ligget. To meget forskellige måder at planlægge og udvikle.

En anden væsentlig begivenhed i 1977 var S-togets komme til Farum, der nu kunne sikre de mange pendlere hurtig transport til København.

 De mange nye indbyggere havde også høje forventninger til fritidslivet, og nok kunne naturen og sejlklubberne ved Furesøbad indfri en del af disse, men enhver by med respekt for sig selv må også have en svømmehal. En sådan fik Farum i 1979 – endog en særlig fin af slagsen, da bassinet blev på 50 m.

Alt dette kostede penge – flere penge end der altid var i likvide midler. I 1982/83 tilbageholdt borgmester Gøsta Gustavsen de kommunalt ansattes kildeskat i 5 måneder, hvilket svarede til 17,6 Mill. kroner. Den slag bliver jo opdaget og det var et noget chokeret byråd, der blev gjort bekendt med ulovlighederne, da Statsskattedirektoratet anmeldte det.  18 ud af 21 byrådsmedlemmer stemte for en resolution: Byrådet vil ikke anerkende borgmesterens egenrådige beslutning om at overtræde Kildeskatteloven”. P. Brixtofte fik fjernet ”egenrådige”! Kommunen fik en bøde på 200.000, som man ankede, da man ikke ville acceptere den, da kildeskattelovens straffebestemmelser ikke hjelmede straf til kommuner. Højesteret afsagde endelig bødestraf i 1986, da var Gøsta Gustavsen blevet ekskluderet af Socialdemokratiet og gået over til Venstre og blev valgt som venstremand i 1985. Efter dommen gik han ud af politik.  

Meget blev nået i hans tid og Farum Kommune voksede og udviklede sig til en kommune, der i høj grad indfriede borgernes ønsker om et højt serviceniveau i en attraktiv kommune omgivet af smuk natur med kulturhistoriske perler. Men atter måtte en borgmester skønne, at loven skal holdes uanset hvor gode intentioner, man har.

Peter Brixtofte var borgmester fra Venstre 1985-2002.

Peter Brixtofte blev som kun 36-årig Farums borgmester. I den første valgperiode var flertallet baseret på hjælp fra Socialdemokraterne og det kommunistiske medlem til stor fortrydelse for de konservative, der var det største parti i byrådet. Ved de efterfølgende 3 valg fik Venstre flertallet alene, da Peter Brixtofte fik mange personlige stemmer. Det betød, at han kunne få alle beslutninger igennem Byrådet uden at skulle forhandle med de øvrige partier og kunne gøre det svært for andre at få indsigt i, hvordan økonomien egentlig hang sammen.

Da han kom til magten var hans mål at få skatten ned og fortsat sikre et højt serviceniveau. Farum havde under de to tidligere borgmestre fået bygget mange kommunale institutioner og sikret gode handelsmuligheder. Nu gjaldt det Kunst, kultur og ikke mindst sport.

I 1989 kunne Peter Brixtofte indvie et nyt rådhus og 3 år senere blev det nuværende Kulturhus indviet, hvilket yderligere cementerede Bytorvet som Farums centrum, økonomisk, politisk og kulturelt.  

I 1994 indviedes Williams Plads og 5 år senere Skulpturparken. Skulpturparkens tilblivelse var i høj grad et udtryk for Peter Brixtoftes måde at tænke nyt på, da det ikke blot var det færdige projekt, der var vigtigt, men i høj grad også tilblivelsesprocessen, hvor borgerne kunne følge kunstnernes arbejde,

Sporten betød meget for Peter Brixtofte og i 1990 kunne han indvie nye tennisbaner og i 1999 det nye fodboldstadion. Allerede året efter stod Farum Arena færdigt og i 2001 kunne Farum Marina indvies.

Ved siden af disse synlige resultater skete der også mange andre ting: Computere til alle skolebørn og rejser til alle pensionister. En særlig gruppe havde Peter Brixtoftes bevågenhed, de mange indbyggere med anden etnisk herkomst. Han sikrede, at der blev oprettet fritidsaktiviteter og mødesteder til denne gruppe borgere, og kommunen oprettede et produktionshus, hvor indvandrerkvinderne skulle mødes og arbejde for at fremme integrationen.

Hvordan kan man holde et lavt skatteniveau og samtidig sikre et så højt serviceniveau. Det spørgsmål stillede mange sig. Svaret var privatisering og et leasingsystem, som meget få – ja nærmest ingen kunne gennemskue, da Peter Brixtofte kunne styre egenrådigt. Nogle byrådspolitikere klagede til overordnede myndigheder, men tilsynsrådet for Frederiksborg Amt med amtsborgmester Lars Løkke gjorde intet. Ingen fik tilstrækkelig indsigt til at kunne standse udviklingen, før kassen var tom. Sidst i februar 2002 blev kommunen sat under administration, da man ikke kunne indfri sine forpligtelser. Peter Brixtofte valgte at gå af, inden en suspensionssag. Han blev siden tiltalt for embedsmisbrug og mandatsvig og idømt 4 års fængsel. Det tog lang tid at udrede økonomien, men faktum er, at der stadig er en betydelig gæld at betale i en del år fremover.

En trist slutning på Farum Kommunes historie. Hans efterfølger Lars Carpens fra Venstre brugte sin embedsperiode på oprydning og forhandlinger om kommunesammenlægning. Ingen ville være sammen med Farum Kommune, så til slut greb staten ind og gennemførte en tvangssammenlægning mellem Farum og Værløse til stor vrede fra Værløses borgere.

Farum Kommune havde dog også meget at byde på ved sammenlægningen, da de sidste 50 års rivende udvikling havde sikret en kommune med mange faciliteter til til den hurtigt politikerne befolkning: Skoler, gymnasium, børneinstitutioner, sportsfaciliteter, kulturinstitutioner og gode indkøbsmuligheder. Samtidig havde den politiske planlægning – under indflydelse fra borgerne – sikret, at de gamle kulturområder var bevaret og sikret nem adgang til naturen.