Stationsforstander og sognerådsformand Johannes Jespersen (1881-1966)

Johannes Jespersen kom i 1910 til Farum, hvor han blev stationsforstander. Et embede han varetog i mange år.

Han kom om nogen til at repræsentere stationsbyen – ikke blot på grund af sit embede, men også i kraft af sit engagement i det politiske liv i Farum. Han blev hurtigt kasserer i Farum Menighedsråd og blev desuden medlem af sognerådets vejudvalg som lægmand.

Johannes Jespersen engagerede sig i arbejdet om at modernisere skolevæsnet i Farum sammen med Karl Larsen fra den konservative vælgerforening, og i 1921 stillede han op til sognerådsvalg for Bylisten (senere de konservative) og blev valgt ind. Han skulle komme til at sidde i det kommunale styre i 41 år. Fra 1921 til 1929 som næstformand og siden som sognerådsformand i perioden 1929-59, hvor Farums sogneråd blev til et byråd, og Jespersen derfor fik titlen borgmester.

I de første år fyldte skolevæsnet meget. I 1924 kunne man indvie Farum Kommuneskole på Frederiksborgvej, en moderne skole, der gav eleverne mulighed for at gå videre til den private skole, hvor de kunne tage en mellemskole- eller realeksamen. På kommuneskolen blev der indrettet en teknisk skole, et bibliotek og et kontor til sognerådsformanden.  Johannes Jespersen ønskede ikke de store ændringer, men sikrede en konsolidering af stationsbyens udvikling. I 1943 indrettedes byens første alderdomshjem på Hestetangsvej. Få år senere købte kommunen ”Asylet” på Skomagerbakken og påtog sig hermed ansvaret for børnepasning. I 1947 fik byen sit første rensningsanlæg, og således holdt det moderne bysamfund langsomt sit indtog.  I midten af 40’erne ansattes en kommunesekretær, der kunne hjælpe Johannes Jespersen med at styre kommunen, der havde ca. 2000 indbyggere.

Kommunen blev pålagt at lave en kommunalplan i 1938, og i 1943 forelå Farums første dispositionsplan. Den blev indsendt til ministeriet i 1948 og blev forkastet i 1952. Johannes Jespersen ønskede ikke de store ændringer, hvilket bl.a. kan ses i sagen om udstykningen af Brudegårdens jorde. I 1947 ansøgte ejeren af Brudegården om lov til at udstykke gårdens jorde i parceller á 1000 kvm, svaret blev nej pga. manglende kloakering. Dette gentog sig en gang til. I 1948 ansøgtes om udstykning af parceller til Kolonihaveforbundet for Danmark, hvilket betød, at kloakering ikke var nødvendigt. Endnu en gang blev det et nej. I 1951 lykkedes det, efter at boligministeriet havde været ind over sagen, og Furesø Haveby kunne oprettes. Helårsboliger blev først oprettet efter Johannes Jespersens død.

Johannes Jespersens holdning til udviklingen kom frem i et interview i Ekstrabladet i 1957. Her sagde han bl.a.: ”Farum har ikke spor imod fortsat at have ord for at være den helt store idyl. Men den almindelige flugt fra København til omegnen begynder at præge kommunen. Man napper også en bid af den store udflytterhær – under skyldig hensyntagen netop til idyllen. Byplanen er lagt til rette så man kan bevare det skønne og samtidig møde udviklingens moderne krav fuldt rustet.
Farum havde for 25 år siden 1500 indbyggere, for 10 år siden 2000 og i dag 4000. For tiden er der 117 lejligheder under opførelse og samtidig er der projekteret 600. Spredt rundt om i det grønne er der bygget 100 parcelhuse, der netop giver byboens drøm om det lille hus på landet, hvad den tilkommer”.

Johannes Jespersen havde indset, at der ville komme flere tilflyttere fra København og for at sikre, at Farum fik større frihed i den kommunale planlægning, søgte han om, at Farum kunne få ”Gentoftestatus” – en kommunal status, som mange omegnskommuner i Københavns Amt havde fået, da de hverken var rigtige landkommuner eller bykommuner. Dette skete i 1959, og det betød bl.a., at Johannes Jespersen kunne slutte sit mangeårige virke som borgmester. Han fik senere tildelt titlen ”Farums æresborger”, og en vej blev opkaldt efter ham.

Signe Thomsen, april 2017.