Stavnsholt – den bedst bevarede landsby i Farum Sogn.

Farum Sogn tilhørte Roskildebispen, og vor ældste viden om sognets landsbyer stammer fra jordebogen 1370, hvor gårdene fra de 3 landsbyer Farum, Bodelstorp og Bregnerød er omtalt, men ingen fra Stavnsholt. Der omtales blot nogle marker, hvilket kan tyde på, at landsbyen var ved at opstå i en ny rydning i skoven – efterleddet holt betyder ”lille skov”. Stavn kan hentyde til fremspringet ved ”Høje Klint”.  I 1527 omtales Stavnsholt som en landsby hørende til bispens len.

Ved reformationen i 1536 overgik Stavnsholt som de øvrige landsbyer i sognet til kongen. Der blev i 1682 udarbejdet en matrikeloversigt over kongens gårde.  Heraf fremgik det, at der lår 11 gårde i Stavnsholt, placeret omkring gadekæret, der udgjorde midtpunktet i landsbyforten.  Gårdene udgjorde størstedelen af landsbyens bygninger, da der var meget få husmænd og håndværkere i Stavnsholt. Bønderne var fæstebønder, der afgjorde de fælles sager angående Stavnsholt Landsby     ved landsbyens Majtræet, der stadig kan ses bag Cornelen.

Da bønderne i Farum Sogn fik et arvefæstebrev af kongen i 1767 og i realiteten blev selvejere, gik man i gang med at finde ud af, hvordan man kunne få samlet sin jord omkring gården. Det gik nemt i Stavnsholt, og i 1775 kunne bønderne enes om en stjerneudskiftning, der betød, at alle gårdene kunne blive liggende i landsbyen med egen jord tæt på. Stavnsholt Landsby forblev således uændret ved landbrugsreformerne og den dag i dag ligger gårdene samme sted – dog med nyere bygninger.

I en officiel indberetning fra 1831 om forholdene i Frederiksborg Amt efter selvejets indførelse, klages der over, at det er gået tilbage med dyrkning af frugttræer i amtet med undtagelse af et sted, nemlig Farum: ”her finder man ei ubetydelige nye anlæg”.  Ingen tvivl om, at det er Stavnsholtbønderne, der kunne tage æren herfor. Andetsteds i indberetningen fremhæves bønderne i Stavnsholt og Bregnerød ” for at de ved deres driftighed   har skabt frugtbare jorde. ”

Denne ros blev ikke givet til mange, da forfatteren til indberetningen generelt var ret negativ overfor bondestanden.

Lars Nielsen fra Brudegård blev regnet for en af de ”skikkeligste, redeligste og mest kyndige mænd blandt sognets almue”, hvilket førte til, at han i 1774 blev udnævnt til sognefoged, en slags lokal politimand. Sidenhen blev han også   udpeget til at være taksationsmand ved udskiftningen af Frederiksborg og Kronborg amter.  Sognefogedembedet blev i familien, da han søn, Rasmus Larsen, ikke blot overtog gården, men også embedet.  Brudegården blev derfor ofte kaldt Fogedgården. Slægten fra Brudegården fik en stærk politisk indflydelse – og det fortsatte. Da man i 1841 indførte det første kommunale selvstyre på landet – sogneforstanderskabet – skulle der vælges 7 medlemmer, hvoraf de 3 var henholdsvis søn og sønnesønner af Lars Nilsen. Så nok havde Farum Farumgård, præsten og skolelæreren, men Stavnsholt havde en gruppe meget dygtige og selvbevidste bønder, der havde stor politisk indflydelse.

 Stavnsholt havde egen kro i perioden 1730-1820 i huset bag Cornelen. Her indrettedes senere en skole, der i 1876 flyttede til Farumgårds overdrev, hvor den bevarede navnet Stavnsholt Skole indtil den blev nedlagt i 1933. I 1862 fik Stavnsholt sin egen høkerbutik, der fortsatte som landhandel til 1962 under navnet ”Cornelen”.

Fra 1920’erne omlagdes driften på flere gårde til gartnerier og landbruget afvikledes. I 1935 havde staten allerede overtaget klinterne ved Furesøen og Høje Klint fra Søgård og området blev lagt ind under ”De grønne områder” – et udvalg, der stod for planlægning af stisystemer til glæde for turister. Da Søgård brændte i 1947 blev jorden udstykket til koloni – og sommerhuse. Brudegårdens jorde blev i 1948 overtaget af staten, som i 1951 overlod den til Kolonihaveforbundet, og sygekassefunktionærernes fagforening, der oprettede ”Furesø Haveby”.

Fra begyndelsen af 1960’erne blev det tilladt at bygge helårshuse i de to havebyer, og meget hurtigt blev området omdannet til helårsbebyggelse for mange nye tilflyttere. I slutningen af 1960’erne købte kommunen jorden fra Farum Vejgård og Ellegård.  Bygningerne blev brugt til kommunale institutioner og jorden udlagt til byggeri af institutioner og boliger.  Solhøjgårds avlsbygninger blev i 1982 omdannet til skolelandbrug og et areal på 1,6 ha. Blev udlagt til græsning, svinesti og køkkenhaver.

Da Cornelen lukkede i 1962 og Kjeldsholm lukkede som købmandsforretning i midten af 1970’erne, var det slut med forretninger i Stavnsholt.  Eneste mulighed for at handle er nu på Hesselbækgård, der er blevet en planteskole og i Cornelen, når museumsbutikken har åbent om søndagen.

Mange af de gamle gårdes bygninger er blevet indrettet til institutioner, hvilket betyder, at Stavnsholt har bevaret sin landsbyidyl.                                                                                            

 I Stavnsholt Landsby ligger gårdene på deres oprindelige grunde, som vi kender fra matrikelkortet 1688. Numrene er de gamle matrikelnumre fra den tid. Gård nr.6 blev som den eneste gård udstykket og flyttede ud ved landevejen. Gård nr.8. Søgården brændte i 1947.

De nuværende bygninger repræsenterer forskellige perioder, da alle gårdene på et tidspunkt er brændt eller blevet revet ned og genopbygget.

Kommer man fra Bistrup er de første to gårde, man ser Rendebækgård (4) og Kærgården (5).

Begge disse gårde repræsenterer en ældre gårdtype med lave stuehuse, der er bygget sammen med gårdens øvrige bygninger. Gårdene Hvilebækgård (3), Furesøgård (4),Kjeldsholm (7) og Brudegården (9) er typiske for den periode, hvor de er bygget i sidste halvdel af 1800-tallet. Stuehusene er fritliggende bygninger med kælder og 1 ½ etage. Alle har de en frontgavl eller en frontispice. Flere af dem er omgivet af store prydhaver. Denne byggestil repræsenterer den selvbevidste gårdejerstand. De tre sidste gårde FarumVejgård (10), Ellegården (11) og Solhøjgård(1) er alle fra 1924, hvor de blev genopbygget efter en brand. Alle 3 gårdes brugsbygninger har trempel (trælister), hvilket er meget tidstypisk. Solhøjgårds og Ellegårdens stuehuse minder om de øvrige gårdes stuehuse fra slut 1800-tallet.

Artiklen har sine oplysninger fra:

Morten Bjørn m.fl., Farum, Kroghs Forlag 1998.

Gudrun Lund Meyer, Farums Veje, Farums Arkiver og Museer, 1998.

FuresøHistorien b, 2, VHF, 2014.

Fotokopieret materiale om Furesø Haveby.